Imago parterapi

Imago relationsterapi har vist sig virkningsfuld, når det drejer sig om udvikling af parforhold.

Det er ikke kun stemninger, kropssansninger, følelser og ord, vi mennesker registrerer. Vores tolkninger er også farvede af vores egen opvækst. Har man eksempelvis ofte følt sig afvist som barn, er det nemt at komme til at tolke partnerens adfærd med de briller på. Men løsningen ligger heldigvis lige for: Det drejer sig nemlig om for det første at lære sig selv og sin egen bagage at kende og for det andet at blive bedre til at turde være mere spørgende og sårbar overfor sin partner. Det er netop de to forhold, som Imago metoden giver mulighed for at arbejde med.

Det vigtigste redskab i imagoterapi er bevidst dialog også kaldet pardialogen. Gennem pardialogen opnår man indsigt i partnerens verden, forståelse for de umødte behov og længsler og en gensidig følelse af empati, forståelse, erkendelse og kærlighed. Gennem pardialogen genskabes kontakten og forbindelsen mellem partnerne på ny. Dermed bliver det muligt at opnå gensidig følelsesmæssig lindring.

Pardialogen består af tre trin: spejling, anerkendelse og empati:

Spejling er den proces, hvor man præcist gentager indholdet af det, den anden har sagt og samtidig holder igen på egne tanker og følelser i forsøget på at forstå partnerens verden fuldt ud.

Der er tre formål med spejlingen:
1. Den giver modtageren mulighed for at fokusere på, hvad afsenderen siger frem for at tænke på, sin egen næste replik.
2. Den gør det muligt for modtageren at høre præcist, hvad afsenderen siger, i stedet for at reagere med forvrængninger i form af f.eks. projektioner og følelsesmæssige reaktioner.
3. Den sikrer, at afsenderen oplever at blive hørt og hjælper med til at skabe et trygt rum, hvor de to kan blive klogere på hinandens behov – uden at have paraderne oppe.

Anerkendelse er den proces, hvor man fortæller partneren, at det, han eller hun siger, giver mening. Derved tilkendegives, at man accepterer gyldigheden af det partneren siger. Anerkendelse svarer billedlig talt til, at de to parter på skift “går over broen” for at se, hvordan virkeligheden ser ud ovre ved den anden part. Et eksempel kunne være: ”Du fortæller, at jeg ofte aflyser vores aftaler i sidste øjeblik, og at det gør dig frustreret. Det er forståeligt for mig, for sådan har jeg det også selv, når aftaler bliver aflyst i sidste øjeblik.”
Det er vigtigt at bemærke, at anerkendelse ikke nødvendigvis betyder, at man er enig i det, der er blevet sagt, men derimod drejer sig om forståelse.

Empati er evnen til at forestille sig, hvordan partneren følelsesmæssigt oplever det, som han taler om ud fra sin verden.

Fortolkning, analyse og konfrontation bruges ikke i imago metoden. Derimod drejer imagoterapi sig om at få mulighed for lære hinanden bedre at kende på det dybe plan gennem anvendelse af pardialogen, og med det mål at genskabe kontakt mellem parterne.